Jeg hedder Rikke, er i skrivende stund lige omkring 47 og er egentlig nået dertil hvor jeg ikke tæller længere.

Vi bor i en lille by Rislev, lidt uden for Næstved. I et gammelt skønt hus, som vi nok aldrig bliver færdige med. Vi har kig til gadekæret og 2500 kvm skøn gammel have med mængder af frugttræer og ukrudt.

Er indehaver af STOFDEPOTET som jeg kickstartede for ca. 5 år siden. Jeg er innovativ, iderig og flittig gør-det-selv kvinde. Jeg er myreflittig og arbejdsom. Jeg tager sjældent et nej for et nej. Jeg kan til tider godt buldre lidt rundt med træsko støvlerne på, men jeg er på bunden faktisk et ganske tilforladeligt menneske.

Jeg har været selvstændig erhvervsdrivende i små 20 år, inden Stofdepotet havde jeg Lilleluna, hvor jeg syede børnetøj og var småbørnsmor. Før det var jeg ansat i H&M i ca 10 år. Jeg er oprindeligt uddannet ekspedient og min læretid tilbragte jeg i en ganske eksklusiv skobutik Connie Balschmidt, som dengang lå på hjørnet af Grønnegade og Ny Østergade i indre København. Jeg husker det som STORT at arbejde dér, midt i byens mylder, når man blot var en pige fra landet.

Som person er jeg egentlig ganske privat, jeg har det bedste hvis jeg kan holde det alt for nære ud i strækt arm. En egenskab jeg måske har tilegnet mig som barn. Jeg er vokset op i en umiddelbart dejlig kernefamilie. Begge mine forældre var skolelærere, vi boede på landet, dyrkede egne grøntsager og spiste ALT for mange squash frikadeller. Vi havde får og lugtede i perioder af lanolin og uld, måske derfor jeg også blevt moppet i mine folkeskoleår! Men min far var maniodepressiv. Noget mine forældre søgte at skåne min bror og jeg for i mange år. Men det var faktisk meget svært at skjule! Og sygdomsperioderne blev gennem årene også længere og længere. Da jeg var 18 tog min far sit eget liv. Nok den sværeste periode af mit liv.

Min mor var et smukt, intelligent menneske med et dejligt syn på livet. Vi havde vores ture, ja. For jeg har aldrig været helt nem, og voksede alt for sent fra min teenage tilgang overfor min mor. Nok også for sent. Hun boede ikke langt fra os i Rislev og hjalp os MEGET … ikke som en praktisk rengørrings-/vaske tøj-/ jeg laver jeres mad-mor, men mere som en nærværende mor der altid gerne ville sidde ved symaskinerne med mig. Tage med på julemarked når tid var til det. Flækkede brænde eller strikkede en trøje. Sådan var hun.

Men den dag de ringede fra RIGET, og fortalte hun var død stod verden stille.

Hun var dage forinden blevet opereret, og under operationen får man vendt hendes lunge forkert. Man drejer den simpelthen 180 grader og får ikke lungen lagt på plads i sit kammer. Flere dage går hvor hun klager over vejrtrækningsproblemer … på Riget mente man hun lige skulle give kroppen en chance for at komme sig. Men det døde hun af.

Jeg savner hende ofte.

Så meget om mig 

Tak fordi I gad læse med, Rikke