Vi har vandret i Valpolicella og cyklet rundt i Bardolino. Vi har smagt på rosé og Amarone og så har vi spist lækre italienske retter. Vi har suget sol og frihed til os. Og så har vi snakket. Det har været den dejligste voksen tur.
Men nu er vi trætte og mætte. Veltilpasse i og af hinandens selskab, og det passer faktisk meget godt for turen er ved at være forbi. Vi er på vej hjem. Bilen er ladet med kasser af god vin. Lene strikker og mændene snakker fodbold. Og så bliver regnskabet gjort op. Vi har alle installeret WeShare. Det er bare en genial app. Den er perfekt til at holde styr på fælles regnskabet. Ikke noget med utålmodige tjenere der venter på en opgørelse. Én betaler blot, og så smider man sin udgift ind i app’en og deler med de andre.
Når vi lander hjemme, vil jeg ile til butikken. Jeg glæder mig til at få fingre i et lille parti cotton lawn ruller jeg har bestilt hjem. Rie har skrevet, at de er landet. Jeg skal skrive mere om de skønne kvaliteter når jeg har fået fingrene i dem – men de skulle være i samme kvalitet som Liberty. Dog til helt andre priser.
Og ingen tur til Italien uden kig og indkøb til jer. Der er håndplukket lækre fibre til flittige hænder. Lene og jeg har handlet lidt uld og mængder af hør tråde. Jeg leder efter noget til dygtige og flittige vævere, der kommer i butikken. De har inviteret mig på besøg i deres værksteder. De væver i Sneslev hver mandag. Det står højt blandt mine prioriteringer at komme forbi dem. Jeg glæder mig til at se deres håndværk.
Tak fordi I læser med….