Facinerende fibre

Lørdag med smil på. Der bliver fladet ud på sofaen. Mand og hund trækker vejret dybt og tungt efter formiddagens tur i skoven. Her er stille. Jeg ænser kun deres vejrtrækning, hundens små drømme spjæt, vindens stille susen fra den svagt åbne terassedør og så lyden af mine strikkepinde. Jeg sidder tilbage lænet i mit favorit hjørne – og nyder at ingen har brug for mig lige nu. Jeg skal test-strikke med efterfølgende test-vask. Jeg har nemlig, på forsøgsbasis indkøbt et lille parti shetlandsuld …. og jeg er fuld af beundring.

 

De lækre fibre folder sig på smukkeste vis ud til nærmest dobbelt tykkelse. Hvad der på de hele cones virker, som en stiv, krads og stikkende uld, forvandler sig fuldstændig efter håndvask. Jeg har primært strikket prøver op i vores shetlandsuld, men en helulden tweed og en geelong har også været på pinde. Og det er ren magi. Trådene er tynde, egner sig til strik på pind 3 til 3 1/2. Perfekt til en herrestrik!

Den blå har jeg strikket på pind 4 men i dobbelt tråd. Men de vil være mindst lige så smukke, strikket sammen med en af vores mohair følgetråde. Der er faktisk ingen grænser – det er bare at gå igang med at lege. Mix på kryds og tværs – leg med trådene.

Jeg har forsøgt at fange de fine uld trådes forvandling, selvlært fritidsfotograf og med billede taget med telefon. Ja, så imponeres jeg. Selv uden briller kan jeg se hvordan de har udviklet sig. Øverst ser i tråden helt frisk fra cone. Og nederst efter vask … nærmest dobbelt tykkelse. Det betyder at den strik du sidder med på pindene, der er lidt krads og med luft mellem maskerne, på skønneste vis efter vask samler sig, falder på plads og folder sig ud … prøv det, du bliver glad og imponeret.

Og så har vi været på loppemarked i dag, min datter og jeg. Vi kørte til verdens ende. Og kom hjem med den smukkeste træskål. Det var hele turen værd, vi har snakket og set på landskaber, pakket ind i gule rapsmarker og sorte bygeskyer. Vi købte også et par andre småsager. Men det er hemmeligheder til yndlingsældste, der meget snart flytter hjemmefra, og det gør man ikke uden én … eller flere moderlige indkøb!

Tak fordi I læser med, og læg gerne en besked så ved jeg I er der. For her i starten er det som at skrive i blinde!

 

Rikke Jønsson

Velkommen.

Jeg er Rikke, og indehaver af Stofdepotet.dk. Verdensmester i gode ideer og rod på skrivebordet. Har ofte alt for mange bolde i luften, og er heldigvis omgivet af dejlige mennesker som griber de fleste. Jeg er super blog nybegynder, men nu kaster jeg mig ud i det.

Jeg er fiber entusiast, pjattet med tekstiler og strukturer. Og det helst i naturlige materialer. Jeg elsker at strikke, er bedst i den begyndende fase, og har derfor ofte alt for mange projekter igang…

Og så er jeg italiensfarer om en hals, jeg er vild med det bestøvlede land og især deres vine.

Vigtigst af alt, så er jeg mor til 2 store skønne unger, hundeejer og godt gift med Hr. Olsen igennem mere end 25 gode år.Tak fordi du læser med.

Rikke Jønsson

Abonner på bloggen

Instagram

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *