Shetlandsuld ……

Wow – det skønneste parti lækre tråde er landet, første indtrykket er fordøjet. Der er gramset og nydt og der er fundet tid til fotografering. Jeg er ikke helt tilfreds med mine billeder – vi skal have arbejdet lidt med lyset på de hele cones. For farvespillet i den lækre uld er smukt – og det kommer ikke helt til sin ret på billederne.

Det er shetlandsuld – og jeg er vild med den type uld. Jeg kan lide den rå uforfinede lethed ulden udtrykker. Og shetlandsuld er let, og varmt. Trådene er fine og luftfyldte og du får dig en strik som ikke bliver længere og længere i brug. Shetlandsuld kan bære sig selv på smukkeste vis.

Trådene er tynde i sig selv, fordi den klassiske shetlands sweater ofte er mønsterstrikket, og man på den måde næsten hele tiden arbejder med 2 tråde. Du kan strikke dem alene fra pind 2,5 og op til 4 alt afhængig af hvor meget den enkelte farve fylder. Eller du kan blande 2 tråde og strikke på pind 4 til 5.

Vores cones kommer fra et overskud i en produktion i europa, og vi er derfor med til at sikre de sidste rester ikke går til spilde. Vores cones indeholder også lidt spindeolie, som er helt uundgåelig i fremstillingen af de spundende garner.

Og så får du oplevelsen af at være tryllekunstner, når du vasker din strik. Eller din strikkeprøve. For trådene folder sig på smukkeste vis ud når du skyller din strik op. Farverne bliver mere klare og trådene svulmer op til nærmest dobbelt størrelse. Det er ren magi – prøv det.

Der er landet 27 smukke toner, de fleste er 2 trådede og smukt melerede. De er indkøbt som partivarer og sælges til super fine priser. Pt arbejder vi på at finde en god holdbar løsning til at vinde de 50, 100 eller 500 gram af som vi sælger dem i. For I har allerede taget godt imod vores smukke uld – og det giver meget lange arme at vinde så mange kilo af de store cones. Men vi er glade og taknemmelige.

Har du brug for større mængder end de 500 gr så ring endelig til os, for vores cones vejer ofte op mod 2 kilo, og så skal vi ikke stå at vinde så meget af til jer. Og det letter de iforvejen betændte hænder.

Pt. har jeg kastet mig over en smuk offwhite 1 trådet shetlandsuld og strikker lunt let tørklæde i 2 tråde …. det burde måske have været spindelvævs tyndt, men jeg havde behov for et fjernsyns strikkeri og med lutter retmasker, så blev det denne smukke udgave.

Jeg er startet ud med 2 masker. Jeg strikker stort set kun retmasker.  Jeg tager ud i den ene side i første maske på samtlige pinde. På hver 7. pind tager jeg også 1 maske ud til sidst. På hver 8. pind lukker jeg 5 masker af, i modsatte side af hvor der tages ud. Og vupti får du alle udtagningerne i den ene side og mussetrappe indtagning i den anden.

Jeg er sikker på det ender med et fint enkelt tørklæde, der kan lune på en smuk solbeskinnet blæsevejrs dag. God fornøjelse hvis du har mod på det.

 

Og tak fordi du læser med.

Rikke Jønsson

Velkommen.

Jeg er Rikke, og indehaver af Stofdepotet.dk. Verdensmester i gode ideer og rod på skrivebordet. Har ofte alt for mange bolde i luften, og er heldigvis omgivet af dejlige mennesker som griber de fleste. Jeg er super blog nybegynder, men nu kaster jeg mig ud i det.

Jeg er fiber entusiast, pjattet med tekstiler og strukturer. Og det helst i naturlige materialer. Jeg elsker at strikke, er bedst i den begyndende fase, og har derfor ofte alt for mange projekter igang…

Og så er jeg italiensfarer om en hals, jeg er vild med det bestøvlede land og især deres vine.

Vigtigst af alt, så er jeg mor til 2 store skønne unger, hundeejer og godt gift med Hr. Olsen igennem mere end 25 gode år.Tak fordi du læser med.

Rikke Jønsson

Abonner på bloggen

Instagram

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *